Ondt i tanden, når jeg bider sammen
Oplever du smerter i en tand, når du bider sammen? Det er en ubehagelig fornemmelse, som kan gøre det svært at nyde maden eller koncentrere sig om gængse gøremål i dagligdagen.
Der kan være mange årsager til denne type smerte – uanset hvad er det vigtigt at tage det alvorligt. En smertefuld tand kan nemlig være et tegn på, at noget ikke er, som det skal være. Jo hurtigere problemet bliver behandlet, desto bedre.
Hvorfor gør det ondt, når jeg bider sammen?
Der er flere mulige forklaringer på, hvorfor du oplever smerter, når du bider sammen. Her er nogle af de mest almindelige årsager, som vi oplever hos DinTand Køge:
Karies: Et hul i tanden kan forårsage smerter, når du tygger eller bider sammen. Når caries angriber tanden, bliver dens overflade nemlig svagere, og tryk kan skabe irritation i tandens indre. Hvis hullet når helt ind til nerven, kan det give en meget skarp smerte.
Revnet eller knækket tand: En tand kan revne eller knække af forskellige årsager, f.eks. ved at bide i noget hårdt. Selv små revner kan føre til smerter, da tryk på tanden kan skabe bevægelse i revnen og påvirke tandens nerve.
Betændelse i tandens rod: Hvis der er opstået betændelse i tandens rod, kan det føre til smerter – især når tanden belastes. Betændelsen opstår typisk som følge af ubehandlet caries eller en tidligere skade på tanden.
Tandkødsproblemer: Tandkødsbetændelse eller paradentose kan gøre det smertefuldt at bide sammen. Hvis tandkødet omkring tanden er betændt eller svækket, kan det give ubehag ved tryk.
Forkert bid eller tandpres: Hvis du skærer tænder om natten eller har en skæv tandstilling, kan det føre til, at nogle tænder bliver overbelastet. Dette kan resultere i ømhed eller smerte i de påvirkede tænder, når du tygger.
Tandbehandlinger: Har du for nylig fået lavet en fyldning, krone eller rodbehandling? Efter en tandbehandling kan tanden være ekstra følsom i en periode, hvilket kan give smerter, når du bider sammen.
Hvad kan jeg selv gøre for at lindre smerterne?
Hvis du har ondt i tanden, når du bider sammen, skal du straks kontakte din tandlæge. Ubehandlede tandproblemer kan forværres over tid, hvis man lader dem stå til. Inden du kan komme til tandlægen, er der imidlertid nogle tiltag, som du kan ty til for at lindre ubehaget. Du kan eksempelvis …
Undgå at tygge på den smertefulde side: Prøv at give tanden en pause ved at tygge på den modsatte side af munden. Dette kan forhindre, at smerterne forværres.
Hold området rent: Hvis smerterne skyldes tandkødsbetændelse eller et hul, er det vigtigt at holde området rent. Børst tænderne forsigtigt og brug tandtråd eller en tandstik til at fjerne madrester.
Tag smertestillende medicin: Hvis smerterne er svære, kan du tage smertestillende som ibuprofen eller paracetamol. Husk at følge doseringsvejledningen på pakken.
Disse råd kan hjælpe midlertidigt, men de løser altså ikke problemet. Tværtimod bør du lade en tandlæge vurdere årsagen til smerterne, så du kan få den rette behandling. Ingen bør gå rundt og have ondt, når de tygger.
Kontakt din tandlæge
Smerter i en tand, når du bider sammen, er et klart tegn på, at noget er helt galt. Selvom smerten måske kun opstår indimellem, bør du ikke ignorere den. Ubehandlede tandproblemer kan nemlig udvikle sig til det værre.
Hos DinTand Køge står vi klar til at hjælpe dig med at finde årsagen til dine smerter. Vi tilbyder en grundig undersøgelse af dine tænder og tandkød, så vi kan fastlægge den rette behandling. Jo tidligere vi kan behandle problemet, desto bedre er chancerne for at undgå større skader eller mere omfattende behandlinger.