Parodontitis behandling

Behold dine egne tænder…

Paradentose er en efterhånden udbredt folkesygdom, som vi her på klinikken gør meget for at forebygge og behandle, således at vi kan bevare tænderne livet ud. Det er meget vigtigt at opdage sygdommen på et tidligt tidspunkt, hvilket vi gør ved at kontrollere for parodontose ved hvert tandeftersyn. Vi har herudover en tandplejer på klinikken, som er specielt uddannet i behandling af paradentose.

Sygdommen viser sig ved, at knoglen omkring tænderne bliver angrebet og tænderne kan blive løse. Hvis der gennem lang tid har været tandkødsbetændelse, vil knoglen omkring tænderne nærmest tænderne reagere ved at gå i opløsning. Det betyder, at knoglen nærmest tandkødsranden trækker sig tilbage. Tandkødslommen bliver dybere.

Behandling

Det vigtigste formål med behandlingen af paradentose er at stoppe sygdommen, så den ikke udvikler sig. Ellers kan det være svært at bevare tænderne. Tandlægen eller tandplejeren instruerer i, hvordan tænderne skal holdes rene. Herudover skal der foretages en dybere tandrensning, hvor tændernes rødder glattes helt rene – en tandrodsrensning.
Tandrodsrensningen er en vanskelig og ofte tidsrøvende behandling. Hvis tandkødet er meget betændt og ømt, kan det være nødvendigt at lokalbedøve. Hvis tandkødslommerne er meget dybe, kan tandrodsrensningen kun gøres helt færdig under en tandkødsoperation.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at stoppe paradentosen med en tandkødsoperation. Denne opretion har tre formål. Dels ønsker man at formindske tandkødslommerne, dels ønsker man at få overblik over tandroden og knoglen, så tandroden kan renses helt ren, og dels ønsker man at få genopbygget noget af knoglen, hvis det er muligt.
En tandkødsoperation foretages altid i lokalbedøvelse. Det er normalt et meget beskedent indgreb, som oftest kun giver mindre ubehag bagefter.

Forebyggelse

For at forhindre, at der opstår sygdomme med varige skader på tandkød og knogle, er det nødvendigt, at man dagligt børster tænderne helt rene. Mange skal desuden bruge tandtråd eller tandstikkere, for at holde mellemrummene mellem tænderne helt rene.

Tandlægen eller tandplejeren giver den nødvendige vejledning. Tænder og tandkød skal med jævne mellemrum kontrolleres af tandlægen, da man ikke altid selv kan opdage sygdommene.

En vigtig faktor, der er med til at forebygge tandkødsbetændelse og paradentose er at undlade tobaksrygning.