Sundhed: Forskningsresultater får en række læger, forskere og tandlæger til at efterlyse langt større tilskud til behandling af mundsygdomme.
Kronisk betændelsestilstand i munden er langt mere skadelig end hidtil antaget.
Hver anden dansker over 50 år har paradentose, og nu viser det sig, at den kroniske betændelsestilstand i munden er langt mere skadelig end hidtil antaget.
Ifølge en række danske og internationale studier kan svær paradentose forårsage og forværre både diabetes, leddegigt, psoriasis og ikke mindst hjertekarsygdomme: Betændelsen i mundhulen kan via blodbanen føres videre og f.eks. sætte sig som betændelse i hjerteklapperne og booste åreforkalkning. Dermed øges risikoen for både blodpropper og slagtilfælde, og danske forskere har påvist, at patienter med svær paradentose har 6,6 gange større risiko for hjertekarsygdomme end andre.
Ændring af tilskud
De mange nye forskningsresultater får adskillige læger, tandlæger og forskere til at efterlyse en ændring af tilskudsordningerne, så danskerne i langt højere grad har råd til paradentosebehandling.
»Mund- og tandsygdomme kan påvirke hele organismen og være livstruende. Det er helt uforståeligt, at forebyggende og helbredende behandling af betændelse i munden skal være behæftet med så stor egenbetaling,« siger sundhedsdekan på Aarhus Universitet Allan Flyvbjerg.
Tandbehandlingen spares
Han støttes af blandt andre Palle Holmstrup, professor, dr.odont., Københavns Universitet, som henviser til en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Kora. Undersøgelsen viser, at mange danskere fravælger tandlægebehandlingen, når økonomien bliver presset.
Hos Tandlægeforeningen mener formand Freddie Sloth-Lisbjerg, at forskningsresultaterne bør få politikerne til at gentænke hele brugerbetalingsstrukturen. I dag betaler patienterne i gennemsnit selv 82 pct. af tandlægeregningen.
Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF), mener, at der er brug for at gennemgå tilskudsreglerne:
»Jeg ser gerne en øvre grænse for, hvor meget den enkelte skal betale.«.
Du kan læse mere om de forskellige artikler i Jyllands Posten fra den 25. marts 2016